Product Description

Kontaktperson
Klaus Bendixen kb@scr.dk+45 60 20 45 46
Område
Region Nordjylland
Er du en knivskarp C# udvikler, der har erfaring indenfor både backend og frontend?
Vil du udvikle websites, apps og API’er, og kan du bidrage med nye ideer og løsningsforslag?
Har du lyst til at arbejde i en moderne medievirksomhed, med udviklingsmuligheder og højt til loftet?

VIRKSOMHEDEN
Det Nordjyske Mediehus er et moderne og innovativt mediehus, der skaber viden og sammenhold mellem mennesker. Det Nordjyske Mediehus har været i gang siden 1767, og er dermed den næstældste medievirksomhed i Danmark. Virksomheden beskæftiger på nuværende tidspunkt cirka 650 medarbejdere fordelt over en lang række forskellige faggrupper
I det Nordjyske Mediehus bliver der lagt stor vægt på at have et godt samarbejde på tværs af fagområder og funktioner, og det er et miljø, der er både støttende og udfordrende. Arbejdspladsen tilbyder positive rammer og spændende udviklingsmuligheder i et uformelt og inspirerende miljø.
Det Nordjyske Mediehus er særdeles opsatte på at nå ambitiøse mål – både for 2021 og årene der kommer, og SCR søger derfor en dygtig Full Stack softwareudvikler, der kan hjælpe Det Nordjyske Mediehus godt i mål.

STILLINGEN
Som Full Stack softwareudvikler vil du indgå i afdelingen ”Digital Forretningsudvikling”, sammen med 6 kompetente og dedikerede kolleger. Afdelingen spiller en central rolle i at nå Det Nordjyske Mediehus’ strategiske mål. Stillingen kalder derfor både på dine kontante talenter indenfor kompleks applikationsudvikling, og dine evner til at arbejde systematisk i tæt samarbejde med forretningen. Afdelingen udvikler i front-end både websites, mobile websites og apps, og i backends mod både egne og eksterne services.
Det Nordjyske Mediehus bruger i dag bl.a. REST-services på AspNetCore, integration mellem systemer med RabbitMQ og NServiceBus og flytter mere og mere fra on-premise til Azure. Der bruges en DevOps tilgang, hvor udviklerteamet i høj grad selv står for udrulning af nye versioner i både test og produktion.
Dine primære arbejdsområder bliver:

  • Full stack udvikling i Visual Studio/C#, hvor du kommer til at arbejde med bl.a. websites og tilhørende backends
  • Integration mellem egne og 3. part systemer og API’er
  • Udvikling af interne API’er til understøttelse af sites og apps
  • Sparring med resten af teamet/forretningen om opgaver – lige fra de er løse ideer, til de er lagt i produktion

PERSONEN
Vi forestiller os, at du er uddannet datamatiker, ingeniør eller datalog, men vigtigst er, at du brænder for at levere værdiskabende løsninger til brugerne, både interne og eksterne.
Du går til dine arbejdsopgaver med fokus på muligheder og løsninger. Du er positiv i din kommunikation, sætter gerne spørgsmålstegn ved eksisterende praksis med en konstruktiv tilgang og er rigtig god til at formulere dine ideer og tanker på en forståelig måde.
Du kan bidrage med erfaring fra DevOps-practices og nye systemer, du brænder for. Du har lige så meget lyst til at lære fra dig, som til at lære sammen med resten af teamet.
Vi forventer desuden, at du er flydende i C# og har erfaring med Visual Studio.  Derudover har du erfaring med distribuerede systemer og forståelse for, hvad der sker lige fra request til response på websites.
Det Nordjyske Mediehus anvender bl.a. følgende systemer, hvor kendskab vil være en fordel, men ikke et krav:

  • MS SQL Server
  • Azure DevOps til opgavestyring, builds, release management
  • Octopus til deployment af løsninger
  • Identity Server/integration med OIDC
  • Microservices/message queues, NServiceBus
  • Redis Cache

VIRKSOMHEDEN TILBYDER
Ansættelse i en innovativ og førende mediekoncern, med dygtige og professionelle kolleger, som brænder for det, de laver. I Det Nordjyske Mediehus lægger man vægt på et uformelt samarbejdsklima med respekt for hinanden.
Der arbejdes i et agilt og innovativt miljø med højt til loftet og med gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.

ANSØGNING
Da vi vurderer ansøgningerne løbende, ser vi frem til at modtage din ansøgning snarest muligt. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Seniorkonsulent Klaus Bendixen på tlf. 60 20 45 46 eller mail kb@scr.dk