Product Description

Brænder du for at hjælpe kunder med optimering og skalering af deres Cloud løsninger, samt sikre dem en omkostningseffektiv drift?

Kan du se dig selv i en rolle, hvor du via kvalificeret rådgivning og med din viden indenfor implementering kan bidrage til kundernes forsatte udvikling og vækst?



VIRKSOMHEDEN

Vores kunde Sentia Denmark er anerkendt indenfor compliance samt har ekspertise på områderne for cloud og forretningskontinuitet. Sentia Denmark tilbyder cloud services, så kunderne kan outsource deres it-infrastruktur, drift og vedligehold. Med søsterselskaber i Holland og Belgien, sikres kontinuerlig europæisk innovation og vidensdeling på områderne for cloud-teknologi og compliance. Sentia Denmark hjælper, som betroet cloud-rådgiver for private og offentlige organisationer, med defineringen af cloud-strategier og guider kunderne gennem en succesfuld digitalisering, perfekt afstemt med forretningsstrategier, i overensstemmelse med ændrede lovkrav samt tilsikret moderne og flerlaget it-sikkerhed.

Sentia er en af de meget få Azure Expert MSP certificerede hosting virksomheder i Danmark.

Sentia Denmark er i gang med at integrere 5 virksomheder ind i én og er derfor i gang med en spændende rejse, hvor du kan få stor indflydelse på denne udvikling. Der er tale om et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på involvering og innovation.



STILLINGEN

Azure teamet er en selvstændig afdeling, der består af 8 kollegaer, som sidder på flere lokationer i både Danmark og udlandet. Dertil kommer lignede teams i de andre lande, som også er sparringspartnere. I hverdagen kræver samarbejdet derfor meget online kommunikation, som primært foregår på engelsk.  Omgangstonen er uformel og opgaverne er varierende og udfordrende. 

I stillingen vil du referere til Head of Public Cloud og i tæt samarbejde med det øvrige team, vil du komme med på en rejse, hvor der udvikles i Azure, så virksomhedens kunder kan onboardes i styrede Azure miljøer. Fokus i udviklingen er meget på skalering og modulopbygning af produkterne. Du vil i stillingen være kundens rådgiver i bl.a. implementeringsprocessen, hvor du er initiativtager til møder og efterfølgende laver opfølgning på de indgåede aftaler. Dette så kundens leverance sker efter aftale og til tiden.

Derudover er der en forpligtelse til at indgå i en vagtordning i stillingen, hvor du vil have en uges vagt pr. gang i rotationsordning med kollegaerne. Det er dog ikke alle kollegaer som indgå i vagten.



PERSONEN

Du kan komme med flere forskellige indgange til stillingen, men det er afgørende, at du har lyst til at involvere dig i forretningens udvikling og du brænder for at arbejde seriøst i en virksomhed, hvor der også er plads til at have det sjovt. Du forstår at arbejde i et agilt DevOps miljø og du brænder for automatisering, har kendskab til Azure (Azure ressource manager, Azure policy, Azure automation), Powershell, Git, CI/CD, Active directory og DNS.

Du er struktureret, og vant til at dokumentere og skrive løsningsdesigns. Derudover har du erfaring med kundemøder og kan se det store perspektiv i løsningerne og få tingene ført til dørs.

Du kan begå dig i både skrift og tale på dansk og engelsk.



ARBEJDSSTED

Du kan få fast base enten i Aarhus, Herlev eller Odense og du må påregne møder på vores lokationer rundt om i landet.



VIRKSOMHEDEN TILBYDER

Et spændende job i en international virksomhed, med meget stort potentiale. Du får frihed under ansvar i en resultatorienteret organisation og du vil komme til at samarbejde med dygtige kollegaer. Du vil få mulighed for at tage certificeringer og udvide din faglige viden. Hertil kommer en social forening, kantineordning, samt et arbejdsmiljø, hvor vi vægter det sociale og det at have det sjovt, højt. Sentia Denmark er en virksomhed som værdsætter dygtige medarbejdere og ved, at succes kommer gennem en fælles indsats.

Gage forhandles efter kvalifikationer og vagtordning aflønnes i en separat ordning.



ANSØGNING

Da vi vurderer ansøgningerne løbende, ser vi frem til at modtage din ansøgning snarest muligt. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Seniorkonsulent Kirsten Brøchner på tlf. 28 78 09 23.


Kontaktperson
Kirsten Volf Brøchner kvb@scr.dk28 78 09 23
Område
Hele Danmark