Produktionsvirksomheden KonfAir stod midt i en opgradering fra deres tidligere ERP-system til et nyt, men følte sig ikke taget alvorligt af deres faste it-leverandør. Derfor valgte de i stedet at bruge en specialist fra SCR Freelance. Ham blev de så godt tilfredse med, at de i dag også har SCR Freelance-konsulenter til at tage sig af virksomhedens CRM og telefoni.
”Vi havde haft samme leverandør på Microsoft Dynamics NAV i mange år, men da vi skulle opgradere til en nyere version, følte vi ikke, leverandøren levede op til vores forventninger,” fortæller Christian Alstrup, der er direktør og indehaver hos KonfAir. ”Jeg havde allerede tidligere talt med SCR Freelance, der gerne ville på banen, men da det var en forholdsvis simpel opgave, mente jeg, at vores faste leverandør fint kunne klare det selv. Det mente leverandøren også, men det viste sig ikke at holde stik.”
For mange opgaver lå stille
KonfAir mener ikke, det var leverandørens kompetencer, det var galt med, men alligevel fungerede det ikke. Christian Alstrup uddyber: ”Det var som om, de havde alt for mange andre kunder at tage sig af, og så blev vi syltet lidt. Der skete simpelthen for lidt, og opgaver kom til at hænge, hvilket gik ud over vores dagligdag. Derfor valgte jeg alligevel at ringe til SCR Freelance for at få en ekstern konsulent til at hjælpe.”
Parløb i en overgangsperiode
SCR Freelance skaffede en NAV-specialist, der tog sig af de opgaver, KonfAirs NAV-leverandør ikke var kommet i gang med. ”Jeg ville ikke sætte leverandøren fuldstændig på porten, da vi allerede halvvejs havde betalt for nogle af opgaverne, men hver gang, der kom nye opgaver til, gav vi dem til konsulenten fra SCR Freelance,” forklarer Christian Alstrup. ”På den måde kørte de et parløb, indtil leverandøren var færdig med deres del. I dag er det udelukkende den eksterne konsulent, der tager sig af vores NAV-løsning.”
Specialister på forskellige områder
”Siden kom der også et CRM-projekt til,” fortsætter Christian Alstrup. ”Her tog vi med det samme fat i SCR Freelance og fik dem til at hjælpe. Den konsulent, der havde lavet de andre NAV-opgaver, meldte ærligt ud, at han ikke var verdensmester på CRM-delen, så der fik vi tilbudt en anden konsulent. Det er rigtig rart, at de er ærlige omkring, hvad de kan og ikke kan, og fordelen ved et setup som deres er jo også, at de netop er specialister på hvert deres område.”
Telefonispecialist hjalp med at spare
Også i forbindelse med deres telefoni har KonfAir fået assistance fra SCR Freelance. Christian Alstrup fortæller: ”Telefoni er i dag meget mere komplekst, end det var tidligere, og SCR Freelance havde luftet en påstand om, at de kunne hjælpe os med at spare penge. Som udgangspunkt er man jo altid skeptisk, når man hører den slags, men nu kendte vi efterhånden hinanden, og jeg vidste, hvad de stod for. Derfor sagde vi ja til at få en telefonispecialist til at rådgive os, og han har rent faktisk hjulpet os med at spare.”
En mere moderne løsning
”Som udgangspunkt har vi måske ikke fået en billigere telefoni-løsning, men vi har skiftet teleudbyder og fået en mere moderne løsning til de samme penge,” uddyber Christian Alstrup. ”I stedet for både at have fastnet- og mobiltelefoner, har vi nu kun vores mobiltelefoner, så nu risikerer vi ikke længere, at den ene telefon ringer, mens vi snakker i den anden. I dag kan vi altid se, om en given medarbejder er ledig, eller om vedkommende eksempelvis sidder i møde, og det gør det langt lettere for os i dagligdagen. De penge, vi har investeret i den nye løsning, har vi sparet på nogle af de overflødige udgifter, der var i den gamle løsning, og resultatet er det hele værd.”
Løbende forventningsafstemning sikrer succes
”Det, vi er allermest glade for ved at bruge freelancere, er, at vi har direkte kontakt med de konsulenter, der laver tingene for os,” fastslår Christian Alstrup. ”Hvis der er noget, vi ikke er tilfredse med, skal vi ikke sidde og diskutere i evigheder, hvad der er galt. Nogle gange kan vi måske ikke gennemskue, om et specifikt problem er vores eller konsulentens fejl, men så tager vi en snak om det og får forventningsafstemt, hvem der har ansvar for hvad. Konsulenter er jo nemme at skifte ud, så de har stor interesse i at sørge for, tingene fungerer, og det gør de bestemt hos SCR Freelance.”
KonfAir
KonfAir producerer forskellige typer af filtre og relaterede produkter til industrien, herunder filtrationsfiltre, ventilationsfiltre, filterpatroner og indblæsningsposer.
De fleste af de cirka 30 ansatte arbejder i virksomheden i Herning, mens en mindre del arbejder i Litauen.